AF Simon Reenberg og Jens Anton Bjørnager. Politiken. 07. 10. 2013

Yahya Hassan rammer plet i sin kritik af sine forældres generation, mener specialkonsulent.

Den 18-årige digter Yahya Hassan rammer i lørdagens udgave af Politiken plet i sin kritik indvandrerforældre og deres evner inden for børneopdragelse, mener specialkonsulent Ahmet Demir.

Jeg forklarer dem det lige ud: Dine børn bliver kriminelle. Dine børn bliver tabere. Dine børn bliver Pia Kjærsgaards skraldemænd. Ahmet Demir, specialkonsulent og cand.pæd.

Men – for der er et men.

LÆS DEBATINDLÆGGET HER Digter: Jeg er fucking vred på mine forældres generation

»Det er farligt at sige, at alle flygtningebørn har det, som Yahya Hassan skriver. Der er nogle, hvor han rammer plet, men der er også børn, som hverken bliver udsat for vold og tæsk, og som ikke skal lære Koranen udenad«, siger Ahmet Demir, specialkonsulent med særligt fokus på flygtninge- og indvandrerfamilier.

Ahmet Demir er uddannet cand. pæd. og psykoterapeut, og til daglig arbejder han med oplysning til forældre med indvandrerbaggrund om blandt andet børneopdragelse. Ifølge Ahmet Demir er det ikke altid lige nemt.

»Ofte ved forældrene ikke, hvilke konsekvenser det har for deres børn, når de behandler dem på den her måde. Spørger du dem, siger de selv, at de opdrager dem. Hvis deres børn er bange for dem, siger de, at de har respekt for dem«, siger Ahmet Demir. Han fortsætter:

»Jeg vil ikke generalisere, for det her gælder bestemt ikke alle. Men mange ved ikke, hvilke konsekvenser deres handlinger har for deres børn«.

Opdraget med tæsk

Den unge digter, 18-årige Yahya Hassan, kom i lørdagens udgave af Politiken med hård kritik af sine forældres generation og deres evner inden for børneopdragelse.

LÆS OGSÅ Sociolog: Man kan godt klare sig fint trods fiasko-fædre

»Jeg er blevet tæsket som barn. Systematisk tæsket. Alle mine venner blev opdraget med tæsk«, skriver Yahya Hassan blandt andet i debatindlægget, hvor han i kraftige vendinger langer ud efter sine forældres generation.

Yahya Hassan mener, at generationen har fralagt sig ansvaret for at opdrage deres børn. Kritikken og debatindlægget i sig selv er siden i lørdags blevet heftigt diskuteret på de sociale medier.

Fakta

 Ahmet Demirs forslag

Sæt børneopdragelse på skoleskemaet til flygtninge, så snart de ankommer til Danmark – på linje med traumebehandling og sprogundervisning. Lav målrettede informationskampagner om børneopdragelse til forældre med indvandrer- og flygtningebaggrund. Mange kommer fra steder, hvor det eksempelvis er i orden at slå sine børn og ved ikke bedre. Sæt ind med en helhedsindsats, for det her koster samfundet dyrt. Hvis forældrene har traumer og andre problemer, er det lige meget, hvor meget man fortæller dem om børneopdragelse.

 

Udannelse i forældreansvar

Ahmet Demir mener, at der er behov for at uddanne indvandrer- og flygtningeforældrene til at blive bedre til børneopdragelse.

Helt specifikt vil specialkonsulenten have børneopdragelse på skoleskemaet, så snart flygtninge ankommer til Danmark, på linje med traumebehandling og det obligatoriske sprogkursus. Derudover skal der arbejdes målrettet på oplysning til forældrene i indvandrer- og flygtningemiljøer, mener Ahmet Demir.

»I nogle af de familier, jeg kommer ind i, mangler forældrene virkelig mange kompetencer«, siger han.

 Pia Kjærsgaards skraldemænd

Ifølge Ahmet Demir kan der være flere grunde til, at forældrene ender, som Yahya Hassan beskriver i sit debatindlæg.

»Nummer ét: Sådan er de opdraget. Nummer to: Nogle af dem er traumatiseret og har psykisk skade selv. Tre: De tror, at gud med tiden vil gøre deres børn artige og give dem en god uddannelse. Fire: Når det ikke lykkes, er det Pia Kjærsgaard og samfundets skyld, siger de«, forklarer Ahmet Demir.

LÆS OGSÅLæserne roser vred indvandrerdigter: »Din unge stemme får mure til at revne«

Derfor lægger han ikke fingre imellem, når han prøver at forklare forældrene, hvilke konsekvenser deres opdragelse har.

»Jeg forklarer dem det lige ud: Dine børn bliver kriminelle. Dine børn bliver tabere. Dine børn bliver Pia Kjærsgaards skraldemænd«, siger Ahmet Demir og forklarer, at han bevidst bruger stærke vendinger for at få forældrenes opmærksomhed.

Han fastholder, at det er et problem, som kan afhjælpes.

»Jeg vil gerne understrege, at vi nok ikke kan lukke hullet helt. Men vi kan minimere det«.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi bruger cookies til at optimere vores service og målrettet markedsføring 🍪
X