Anmeldelse af Hans Elbeshausen
Socialt arbejde på tværs af kulturerne
Af Hans Elbeshausen,
Lektor, Danmarks Biblioteksskole
Verden er under forandring – også i Danmark. I Ahmet Demir og Hanne Merete Pedersens lille, men vigtige bog Hjertet på rette sted – socialt arbejde på tværs af kulturelle forskelle tages nogle af de udfordringer op, som kulturelle forandringer på det socialpædagogiske felt har medført.
Der fokuseres direkte på etniske familier i nød og indirekte på omsorgskulturens inerti. Bogen er en vejledning til en bedre familieterapi for etniske minoriteter i Danmark. Det er interessant læsning, også fordi man tit bliver overrasket. Det mest forbløffende for mig var at opdage, at behovet for en ændret socialpædagogisk praksis er stort, men lige så stor er inertien på dette område.
Hjertet på rette sted
Bogen handler om Danmark og etniske familier i nød og opløsning; den er skrevet af to familieterapeuter, begge med uddannelser fra Danmark, begge med omfattende praktiske erfaringer fra socialpædagogisk arbejde og begge med dyb indsigt i tværkulturelt socialarbejde. Den ene af forfatterne har endda – som en ekstra kompetence – en dobbeltkulturel baggrund.
Det er dette dobbeltkulturelle ståsted, der giver bogen sin særegne autenticitet og styrke. Og selvom terapeuternes adfærd til tider fremkalder både beundring og forundring, så er man dog aldrig i tvivl om to ting: a) deres arbejde bygger på et solidt fundament bestående af teoretisk viden, praktiske erfaringer og kulturel indsigt; b) deres professionalisme virker aldrig teknokratisk; de har hjertet på rette sted.
Distance og engagement
Hjertet på rette sted kræver ret meget af sine læsere. Bogen er let læst – det er hverken sproget eller indholdet, der udfordrer. Læseren bliver ikke trukket igennem lange kultursociologiske udredninger eller får forklaret finurlighederne i de seneste familieterapeutiske teorier.
Hvad det formidlingsmæssige angår, er bogen forbilledlig. Den er systematisk opbygget; dens kerne består af 6 cases, hver med en klar og afgrænset problemstilling. Læseren får oven i købet forklaret, hvad man kan lære af de enkelte cases. Med andre ord: man skal ikke være i tvivl og man kan ikke forvente bedre.
Bogen kræver noget andet af sine læsere – noget jeg vil kalde engageret distance. I sin læsning kan man nemt blive forført af bogens til tider noget fremmedagtige indhold. En vis grad af agtpågivenhed er nok nødvendig. Der skulle ikke meget til, før jeg blev opslugt af de historier, der fremlægges i bogens seks cases. Det er barske fortællinger fra en fjern livsverden – fra et kulturelt og socialt univers, jeg ikke er bekendt med og måske heller ikke vil kende til.
Jeg skulle i min læsning flere gange stoppe op og sige til mig selv: dette er ikke beretninger fra Pakistan eller Irak, Palæstina eller Tyrkiet, det her sker alt sammen i Danmark i 2009. Når man ved første læsning fokuserer (for meget) på det fremmede og eksotiske, så kan det være, at man overser de for bogen centrale spørgsmål: Fortællingerne er fra Danmark. Kunne de overhovedet være sket og fortalt andre steder end netop her? Hvad gør vi ved det? Denne rette læsning kræver en vis distance og nøgternhed for at ikke falde for det eksotiske og bizarre i historierne. Når det gælder besvarelsen af bogens spørgsmål, så kræves der engagement og vilje til en ændret praksis – i både den professionelle og den interesserede offentlighed.
Ikke at falde for det eksotiske i fortællingerne – er den ene forventning. At kunne acceptere terapeuternes bestemte og undertiden bydende adfærd overfor de involverede parter – det er den anden forventning, bogen møder sine læsere med. Er man opvokset med dansk dialogkultur, bliver man nok en smule overrasket over den direkte sprogtone, der anslås i bogen.
For eksempel får kommunens familierådgiver allerede ved første kontakt at vide: Her handles der hurtigt, der spilles ikke tid med at drikke kaffe og te. Eller hvis tager vi et andet eksempel: En far, der ikke som forventet deltager i det aftalte forældremøde, bliver straks ringet op på arbejdspladsen. Terapeuten appellerer direkte til hans ansvarlighed i et sprog, der ikke kan misforstås: der er reel fare for, at din søn er på vej i dyb kriminalitet – værsgo mød op og vær dig dit ansvar som far bevidst.
Tiltaleformerne, der benyttes i den terapeutiske samtale, fremkalder ligeledes en vis undren. I flere tilfælde ønsker klienten at tiltale terapeuten som storebror. Forklaringen er: på den måde vises der ærbødighed og respekt for den terapeutiske situation. Når man som læser har vænnet sig til den bestemthed og resoluthed, terapeuterne lægger for dagen, så får man lettere øje på, hvad det vil sige at udføre socialt arbejde på tværs af kulturerne.
Familieterapeutisk arbejde med etniske minoriteter kræver ikke kun viden, betænksomhed og respekt for klienternes kulturelle baggrund; terapeuterne er desuden nødt til via deres sprog, mimik og handlemåde at understrege alvoren i det arbejde, de udfører. Når bogen er læst, vil man vide, hvorfor der forholder sig sådan. Familien udgør for denne gruppe mennesker en særlig social sfære; den styres suverænt indefra – den har sit netværk, som det hedder i bogen, som et vigtigt referencepunkt. Mister familien sin styring, er det lig med tabt autoritet og respekt i netværket.
Af hensyntagen til familiens autoritet, er terapeuterne tvunget til at understrege, at deres arbejde ikke er ubetænksom indblanding, men uundgåelig hjælp. Eller sagt på en anden måde: Socialarbejde er kulturarbejde og omvendt – og dens praksis går ikke altid i spænd med dansk dialogkultur.
Om at blive sig selv – om eksistentielle kriser
Der er valgt seks cases ud; det er svært at afgøre, om vi får præsenteret de mest centrale problemstillinger, om der skulle have været flere cases eller om de skulle repræsenteres i en anden rækkefølge. Hvad det angår, har jeg fuld tillid til forfatternes valg. Og hvis det endelig skulle vise sig, at der mangler relevante temaer, så kan bogen sagtens tåle en efterfølger.
Vi får seks fortællinger om mennesker, der befinder sig i en eksistentiel krise. Den enkeltes krise bliver synlig for omverdenen, idet normalitetens rytme forstyrres. Det kan være, at en elev isolerer sig i klassen, at en ung mand er på vej ind i kriminalitet eller at en kvinde går under jorden for ikke at blive udsat for mere vold. Den enkelte oplever krisen som tab af mening eller rettere som en konflikt mellem to meningshorisonter.
Den enkeltes krise er eller bliver tit til familiens krise; og for så vidt det drejer sig om de seks cases, er der også tale om, at kommunale institutioner i Danmark (skole, skolepsykolog, familierådgiver osv.) har vanskeligt ved at høre den enkeltes råb om hjælp og tolke krisetegnene rigtigt. Imidlertid har den enkeltes krise en årsag; og årsagens mange aspekter belyser forfatterne grundigt.
Tager vi første case, som måske er den mest komplekse, så handler den om drengen Yusuf, som ikke længere fungerer i skolen. Yusuf bliver det sorte får i klassen og mister kontakten til kammeraterne; lærerne mister efterhånden tålmodigheden med ham. Skolens normalitet er sat ud af kraft. Denne beretning om en aktuel krise havde en dramatisk begyndelse.
Da klassen var på lejrskole, blev der kort før alle skulle i seng fortalt en ekstra spændende ”spøgelseshistorie”. Under fortællingen begyndte Yusuf pludselig at græde. Han brød sammen og var fra denne dag slet ikke til at komme i nærheden af. Ingen blev videre klog af hans fortællinger og forklaringer: Skolen reagerede i hvert fald ikke eller kun hjælpeløst på drengens påfaldende adfærd, der, som det senere viser sig, havde stået på i fire år.
Da familieterapeuterne involveres i denne sag, tager de fat i tre ting. For det første lytter de nøje til drengens fortællinger; de opdager hurtigt, at nøglen til den aggressive adfærd indirekte findes i drengens relation til hans bedstemor. Yusuf skulle og ville – traditionen tro – passe en svagelig bedstemor, der ikke brød som om at være alene. Bedstemoren og drengen delte lejlighed i flere år; han følte sig med tiden ansvarlig for hende.
Da bedstemoren døde, var det Yusuf, der fandt hende. Han følte en kolossal afmagt. Yusuf lider ikke bare under hendes død, han påtager sig imidlertid også skylden for den. Der var ingen, som han kunne dele sine erfaringer med. Vejen ud af krisen er, at der sættes det for ham nødvendige sorgarbejde i gang.
For det andet interesserer terapeuterne sig også for de andre relationer i familien, og her specielt for dem mellem Yusufs forældre. Moren støttes i at træffe nogle for hende vigtige valg; faren opfordres til at vise et større ansvar overfor familien end hidtil. Det viser sig efterhånden, at Yusufs besynderlige adfærd i skolen ikke er andet end et tydeligt symptom på en familie i krise. Fortrængte konflikter, et traditionelt familiebegreb og indgroede kulturelle vaner er tilsammen årsagerne hertil. Vejen ud af familiens krise er den åbne samtale, hvor det anvendte sprog er tilpasset situationens alvor.
For det tredje starter terapeuterne med deres tværkulturelle oplysningsarbejde. Hvorfor har klasselæreren og skolepsykologen ikke hørt Yusufs indirekte råb om hjælp? Det er det spørgsmål, skolen som institution burde finde et svar på. Manglende interkulturel viden kan være årsagen til ikke i god tid at opdage, hvori problemets kerne egentlig består. Hvorfor har Yusufs forældre så svært ved at starte en konstruktiv dialog med skolen om deres søn?
Det er det spørgsmål, hans forældre bør tænke nærmere over. Manglende forståelse for dansk omsorgskultur gør, at forældrene bliver mistænksomme og handlingslammede. Frygten for uvedkommende indblanding skræmmer. At kunne skelne mellem støtte og indblanding forudsætter kulturel viden, som Yusufs forældre først lærer at tilegne sig. Derfor er tværkulturelt socialarbejde også oplysningsarbejde og vidensformidling.
Yusufs historie ender lykkeligt, ligesom de fleste andre historier. Terapeuternes støtte betyder for den enkelte, at han/hun formår at føre et mere værdigt og selvbestemt liv. Familierne oplever, at større åbenhed over for den danske omsorgskultur styrker og ikke svækker familiens selvstyring og autonomi.
De fem andre cases handler om
a) som ung mand at søge efter egen identitet i krydsfeltet mellem to kulturer, b) at opbygge et tværkulturelt netværk, når man vil ud af et voldeligt ægteskab, c) at ophæve en ægteskabskontrakt uden at de involverede parter mister deres selvrespekt; d) som ung pige at lære at navigere i morens nye ægteskab; e) at blive en værdig far, selvom smerterne fra tidligere tortur stadig tapper på kræfterne.
Den mørke skov og fornuften
Bogen har et kapitel med overskriften Den mørke skov. Her beskrives delvist ud fra egne erfaringer, hvordan Danmark, hvordan landets institutioner på familie- og uddannelsesområdet og hvordan den kultur, der ligger til grund for disse institutioner, opleves af etniske minoriteter. Skovens mørke bruges som metafor for det ukendte, det fremmede og det faretruende.
De etniske minoriteters ikke-viden om Danmark gør dem til beboere i den mørke skov, hvor de let kan fare vild, hurtigt miste orienteringen og nemt blive et offer for egen uvidenhed. Meningen med bogen er derfor at bringe lys i institutionernes uoverskuelighed eller at føre de ikke-vidende ud af skovens mørke, vise dem det lyse Danmark og bidrage til de uvidendes oplysning.
Bogen og drivkraften bag dens underliggende projekt er båret af en elementær tiltro til fornuften – en fornuft, der forsøger at få bugt med det ukendte og det fremmede. For forfatterne er fornuften desuden noget overordentligt praktisk noget, der hjælpes på vej med klare ord og beslutsomhed. Hensigten er god nok; hvem ønsker ikke at fremme oplysning eller bidrage til at etniske minoriteter bliver mere afklaret i deres holdninger eller mere reflekteret i deres handlinger? Men alligevel synes jeg, der mangler noget.
Når bogen stiller det mørke over for det lyse, så kan det nemt ende med en tvedeling af det socialterapeutiske univers: dem og os, de mørke og de lyse kræfter, de vidende og uvidende. Det ukendte og fremmede er en aldeles stærk erfaring, der helt grundlæggende udfordrer den enkelte og – følger man bogens perspektiv – også den etniske familie. Denne eksistentielle udfordring gælder dog ikke kun de andre, men sandelig også os selv.
Skolelæren, kommunens familierådgiver eller skolepsykologen er ligeledes på herrens mark eller, om man vil, omfanget af skovens mørke, hvad angår de mere eksistentielle problemstillinger fra det tværkulturelle socialarbejde. Deres tvivlrådighed omtales. Som læser kan man tydeligt fornemme, at terapeuterne ofte er fortørnede over de professionelles tøven. Imidlertid tillader bogens metafor at skjule deres usikkerhed og uvidenhed bag institutionernes facade.
Metaforen udfordrer ikke deres blik på dette fremmede: det fremmede forbliver i metaforens optik det etnisk fremmede. Det er de andre, der befinder sig i den mørke skov. Men institutionerne er usikre overfor de tværkulturelle udfordringer. De befinder sig, om man så vil, i multikulturens mørke skov. På dette punkt kunne bogen havde været mere udfordrende.
Retfærdigvis skal der tilføjes: Metaforens forenklende blik på erfaringer med det fremmede finder man heldigvis ikke meget af i de beretninger, der ligger til grunde for de seks cases. Beretningerne er nuancerede og bærer præg af det kulturelt mangfoldige samfunds kompleksitet.
Udfordrende historier
Hjertet på rette sted – socialt arbejde på tværs af kulturelle forskelle er seks spændende beretninger af en verden i Danmark, der virker fremmedartet. Alene det gør bogen til nødvendig og oplysende læsning. Bogen er velskrevet, men forventer noget af sine læsere; der sættes spørgsmålstegn ved dansk dialogkultur, når det gælder familieterapeutisk arbejde på tværs af kulturer.
Drivkraften bag bogens underliggende projekt er tiltroen til fornuften. Klare ord og indlysende koncepter fører til beslutsom handling og et bedre liv. Bogen kan kun anbefales; man kan ligefrem ønske sig, at forfatterne i deres næste bog tager spørgsmålet op: Hvordan hjælpes den danske omsorgskultur ind i en multikulturel virkelighed?
Ahmet Demir & Hanne Merete Pedersen Hjertet på rette sted. Socialt arbejde på tværs af kulturelle forskelle
København : Socialpolitisk Forlag (2009)
ISBN: 978-87-7504-119-0