De hårde straffe som familiemedlemmer og bekendte er blevet idømt i forbindelse med det umenneskelige og uacceptable drab på Ghazala Khan hilser jeg virkelig velkommen. Jeg er overbevist om, at signalværdien ved disse domme er overordentlig vigtig og medvirkende til forebyggelse blandt muslimske minoriteter.

Der er mange meninger og synspunkter om æresdrab, og nogle debattører gør det til et kulturelt og specielt et islamisk fænomen. Jeg vil fokusere på æresdrab som udtryk for en familiemæssig afmagt, og jeg kan ud fra mine konkrete erfaringer beskrive hvordan særlige situationer, kan bringe familier så langt ud, at det kan ende med æresdrab.

Hvis man ikke kender til sådanne familier, deres levemåde og deres æresbegreber står man totalt uforstående overfor en sådan grusom handling. Jeg har i mine mange år som familieterapeut og konfliktmægler oplevet sager, som på mange måder kan minde om Ghazala- sagen. Men i de fleste sager, jeg har arbejdet med, er familien blevet overbevist om det forkerte i deres evt. påtænkte handling, at man ikke handler sådan her i Danmark, og vi har sammen fundet andre acceptable løsninger på konflikten.

Der spiller mange forhold ind, når en familie kan komme så langt ud som til at ville begå æresdrab. Jeg kan nævne, at forældrene ofte lever isoleret fra andre, både landsmænd og etniske danskere og samfundet som sådan. De mandlige familiemedlemmer kan ofte være personligt, kulturelt og socialt gået mere eller mindre i stå i forhold til deres børn og unge, specielt de unge kvinder. Mange unge kvinder udvikler sig ? i lighed med andre unge i Danmark – selvstændigt og får en høj uddannelse og er meget ambitiøse, og dette ser forældrene som en trussel mod deres autoritet.

Især spiller moderen i familien her en afgørende rolle, thi det er hende der kan lægge pres på faderen, hvis deres datter bliver for selvstændig. Nogle påstår at religionen spiller den afgørende rolle ved æresdrab, men ud fra mine erfaringer spiller den en sekundær rolle. Det er forældrenes afmagtsfølelse, som har hovedrollen.

Jeg vil kort fortælle om en sag, som kunne have endt som Ghazalas, hvor jeg var konfliktmægler. En ung kvinde havde accepteret sine forældres ønske om at indgå et arrangeret ægteskab, og hun havde også haft indflydelse på valget af sin kommende mand. Men hun var nok under en del pres, bl.a. om ikke at ville skuffe sine forældre. Så kort tid før brylluppet kom hun i tvivl om sin beslutning.

De blev dog gift, men tvivlen nagede stadig, og til sidst erkendte kvinden, at de aldrig skulle have været gift. Forældrene så fra sidelinien, at det gik dårligt mellem de to unge, og de forsøgte på alle mulige måder at overtale og lægge pres på datteren til at blive i ægteskabet. Men hun henvendte sig til de sociale myndigheder for at få hjælp og til sidst måtte hun gå under jorden ved politiets og de sociale myndigheders hjælp.

De sociale myndigheder forsøgte med alle midler, at få kontakt til familien mhp en mægling, men først da jeg var kommet på banen lykkedes det os i fællesskab. Allerede på det første møde blev det slået fast med syvtommersøm, at drab er ulovligt i Danmark, og at dette ikke står til diskussion. Man forstod familiens afmagt, men af hensyn til datterens sikkerhed kunne et møde med hende kun komme i stand, hvis familien ville samarbejde om en handlingsplan.

Familien besluttede at acceptere og følge denne plan, og der blev efterfølgende holdt møder med datteren, hvor de sociale myndigheder og jeg også var til stede. Det endte med forsoning og med at forældrene accepterede datterens beslutning. Ægteskabet blev opløst.
Jeg mener, vi på alle mulige måder bør søge at skabe udviklingsmuligheder for sådanne familier, så deres unge kan få lov til at udvikle en moderne selvstændighed med respekt for det enkelte individs valg.

Det er muligt at enkelte yderliggående familier tror på at æresdrab har en konfliktløsende effekt, og at der er nogle i Danmark, som nu forventer, at de hårde domme i denne konkrete sag vil virke præventivt for sådanne familiers handlinger i fremtiden; men i mange af de familier, som har jeg kontakt med, taler man ikke engang om og kender måske slet ikke til den omfattende mediedækning i forbindelse med Ghazalas sag. Disse familier ser bl.a. heller ikke særligt ofte dansk tv.

Derfor vil jeg opfordre myndighederne til at udnytte en eventuel kontakt man allerede har skabt til familierne, for at få oplyst og uddannet forældrene til at kunne forstå og acceptere, hvad det vil sige at være ung i nutidens Danmark. Også at uddannelsesinstitutioner og andre institutioner, som har kontakt til sådanne familier får udstyret socialarbejdere og andre professionelle med redskaber til at kunne se, tackle og løse de komplekse problemer, som nogle familier slås med.

Tvang og arrangerede ægteskaber er ikke enestående fænomener, og mange forældre sidder tilbage med en enorm skyldfølelse, hvis et arrangeret ægteskab ikke går. Jeg kender familier, både professionelt og privat, som selv har fået psykosomatiske problemer eller en regulær psykisk lidelse efter et mislykket arrangeret ægteskab. Og de råder, udfra deres erfaringer ofte andre familier til selv at lade de unge finde sammen uden indblanding eller tvang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vi bruger cookies til at optimere vores service og målrettet markedsføring 🍪
X