Velkommen til Institut for Menneskerettigheders initiativ!
Bragt i DK nyt (17/10/10)
Af Ahmet Demir
Det var en glædelig nyhed på DR radio lørdag morgen, at Institut for Menneskerettigheder har produceret en film om ”Dukketesten”. Budskabet med filmen er tankevækkende. 41 børn af anden etnisk oprindelse end dansk blev stillet over for valget mellem en brun og en hvid dukke, og børnene valgte ikke den brune dukke.
Man kan spørge sig selv, hvorfor børnene ikke vælger den brune dukke, der ligner dem selv, men i stedet en hvid dukke. Se linket fra DR:
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2010/10/16/065411.htm
Børns valg er efter min mening resultatet af ydre påvirkninger fra samfundet. De oplever i forskellige situationer, at brun hudfarve ikke giver status, men opfattes som andenrangs. For at få anerkendelse fra andre i sociale sammenhænge vælger de den dukkefarve som passer til majoriteten af børn.
Valget af ikke at være stolt af sin etniske baggrund vil på mange måder have alvorlige konsekvenser for barnets personlige udvikling. Jeg oplever blandt andet unge, som i deres kontakt med andre unge går på kompromis og fx forsøger at lade som om, de er danske. Men nogen af dem oplever, at deres påberåbte danskhed har alvorlige konsekvenser og stadig ikke giver dem social status og accept i gruppen. De oplever, at hudfarven eller den etniske baggrund gør, at de ikke opnår anerkendelse og accept i sociale sammenhænge. En del af dem vælger radikale holdninger og kan blive ekstremt nationalistiske med hensyn til deres oprindelige kultur. Nogen oplever rodløshed mellem at være af anden etnisk herkomst og dansk.
Brune dukker er ikke nok i sig selv
Efter min mening siger filmen noget til især institutioner og institutionspersonale om at være bevidste om at arbejde med børn af anden etnisk herkomst, deres selvopfattelse, tro på sig selv og etnicitet. Institut for Menneskerettigheder bliver bakket op af fagforeningen BUPL, som mener, at institutioner skal have brune dukker og bruge dem i det pædagogiske arbejde.
Jeg synes ikke, det er nok at arbejde med brune dukker. Jeg vil opfordre det pædagogiske personale til at finde ud af, hvilket menneskesyn og værdier der ligger til grund for deres arbejde. Hvis menneskesynet er, at disse børns kultur ikke er god nok, vil brune dukker ikke løse børnenes problemer.
Pædagogisk personale, forvaltninger og det øvrige samfunds syn spiller en væsentlig rolle for børnenes fravalg af den brune farve. For at skabe en selvsikker generation, individ eller gruppe er det afgørende, at de bliver set som ligeværdige og betydningsfulde for samfundet.
Vi forventer af dem, der på forskellige niveauer har med børn at gøre, at menneskesynet bygger på anerkendelse. Ikke kun på holdningsplanet, men også i den daglige pædagogiske praksis og handling. I det daglige pædagogiske arbejde skal børnene opleve, at deres kultur anerkendes af dem selv og de jævnaldrende danske børn i institutionen. På den måde oplever de, at de er en del af fællesskabet.
Jeg oplever i mit arbejde med børn og unge, der kender deres kulturelle rødder, at de på mange måder er velfungerende og i stand til at tilpasse sig forskellige sociale sammenhænge.
Tilbage til “Artikler og indlæg”
Han er meget klar og nogen gange kontant, og går til biddet i ømme punkter, men er samtidig utrolig lydhør og viser respekt for alles følelser og reaktioner. Han nyder respekt og tillid hos alle i medarbejdergruppen og han betyder meget for skolens trivsel og arbejdsmiljø.—
Ahmet Demir på Facebook
Kære Ahmet Demir,
Jeg har med stor interesse læst din artikel, efter at have læst om dukketesten andetsteds, og har altså lige en lille og vigtig pointe.
Jeg kommer selv fra den anatolske højslette som dig. Og jeg gør stærkt udfra at du må have oplevet nedsættende og til tider racistiske udtalelser om folk med en mørk hudfarve.
Derfor mener jeg ikke at det er det danske samfund som er med til at påvirke vores børn, men primært os selv som etnisk gruppe.
Tager du et besøg i ghettoen Akacieparken i Valby, hvor majoriteten af udenlandske medborgere er somaliere, vil du ikke sjældent møde kurdere og tyrkere som udstøder, marginaliserer og diskriminerer denne gruppe.
Derfor synes jeg at vi først og fremmest skal kigge på vores eget ansvar. Vi skal være med til at bryde fordomme om sorte/brune og aldrig tolerere udsagn der bunder i diskrimination.
@ Cemile
Hvis man nu anlægger den synsvinkel, at:
1) Det, der bliver gjort imod os, det bliver vi
2) Mennesker, der er trængt, sparker nedad
3) Aggressionen hos mennesker, der har opgivet at få et værdigt og meningsfuldt liv, er ikke længere konstruktiv
Så har vi en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor beboere med en bestemt etnisk baggrund kan finde på at rotte sig sammen og opføre sig groft diskriminerende og måske endda voldeligt over beboere med en anden etnisk baggrund.
Det er de samme mekanismer, der gør sig gældende, tænker jeg, når det, som min søster har erfaret fra Sydafrika, ofte er de sorte politibetjente, der er de mest voldsomme overfor gadebørnene…
Det betyder ikke, at sådan en adfærd er acceptabel, eller at den ikke skal standses.
Det betyder blot, mener jeg, at vi som samfund og enkeltpersoner bør være os bevidst, hvilke konsekvenser en hhv. anerkendende og inkluderende eller fordømmende og ekskluderende tankegang og praksis har for alle udsatte og marginaliserede mennesker.
Ikke alle har den samme råstyrke. Og på baggrund af min egen erfaring som tilflytter til et lille lokalsamfund og deraf årelang diskrimination og eksklusion i min skoletid, så tænker jeg, at vi alle har brug for mindst ét menneske, der er i stand til at se, høre, opleve og anerkende os, som vi er – for at bevare os vel.
Og den forskel kan vi alle gøre – i det store som i det små.